SWIETELSKY udfører landsdækkende sporjustering for Banedanmark på både S‑banen og Fjernbanen i hele Danmark. Arbejdet omfatter justering af spor og sporskifter med tilhørende ballastsupplering og ballastprofilering og er en central del af den løbende vedligeholdelse af den danske jernbaneinfrastruktur.
Sporjusteringen gennemføres som både planlagt vedligeholdelse og i forbindelse med fejl eller efter mindre vedligeholdsarbejder, eksempelvis svelleudveksling. Opgaven omfatter desuden ét‑års‑justeringer samt håndtering af Klasse 4‑fejl med til tider korte udbedringsfrister.
Arbejdet forudsætter grundige forberedende aktiviteter, sporgennemgang, ballastsupplering forud for vedligehold, herunder kontrol af ballastmængder, planlægning og koordinering. Under udførelsen sker tæt samarbejde med øvrige fagområder som sikring og kørestrøm.
Efter udførte arbejder gennemføres systematisk kvalitetskontrol med tilhørende dokumentation og rapportering. Dette sikrer, at sporgeometrien lever op til gældende krav, og at infrastrukturen opretholder den nødvendige stabilitet, komfort og driftssikkerhed.
Som en del af kontrakten stiller SWIETELSKY et akutberedskab til rådighed. Beredskabet sikrer hurtig indsats og justering ved akutte og uforudsete fejl i sporet.
Med moderne maskiner, specialudstyr og erfarne fagfolk leverer SWIETELSKY præcise og effektive sporjusteringsarbejder under varierende driftsforhold og med konsekvent fokus på kvalitet, sikkerhed og koordinering.
Omfang
- Justering af spor og sporskifter
- Ballastsupplering og ballastprofilering
- Vedligeholdelsesjustering
- Justering af Klasse 4‑fejl
- Justering efter mindre vedligeholdsopgaver (fx svelleudveksling)
- Ét‑års‑justeringer af spor og sporskifter
- Akutberedskab